Barnet

Huset skulle snart rives ned

resterne af et fortygget hvepsebo lå i gullige flager rundt om fars billede

en nældens takvinge lå sammenfoldet på det snavsede parketgulv

ovale spindelvæv hang i klaser

når hun kom tæt nok på, kunne hun se rester af flueben

-

der var tre fotografier i kassen

små kvadratiske verdener i sort og hvidt

som måneaftryk en fuldmånenat, hvor al farve er suget væk

et lille barn i en hospitalsseng, siddende oprejst med sorte rande under øjnene

omgivet af grå farve

der var ingen dukkehuse

nogen havde savet benene af dem

puds fra det blødende sår piblede ud af ærmet på den lille striktrøje

-

billederne gled atter ned i kassen

var på ny skjulte, som når månen dækker sit ansigt bag natteskyer

takvingen blev kvast under hendes fodtrin

Arkaden

Indgangen til Arkaden er gemt i det fjerneste hjørne af smøgen. Et utiltalende sted med klaprende skraldespande og henkastet affald. Man skal være lokalkendt for at finde og åbne døren. Håndtaget binder af gamle malingsrester. En materet rude viser vej.

-

Det er et stort rum. Tapetet er skallet af for længe siden og erstattet af beige maling. Rødbrune træpaneler indrammer den ene side, som er dækket af store indbyggede skabe. De to dobbeltdøre står delvist åbne, og gulvet er dækket af et nedslidt mørkt tæppe. Det eneste møblement er to enkeltsenge, som er skubbet sammen under vinduet.

Rummet er til leje. Der er jævnligt fremvisning.

En kvinde og en ung pige står foran de åbne skabsdøre. Pigen har langt lyst hår og er iført løse jeans, som hænger nede på hofterne. Røv har hun ikke noget af, og de spidse albueben stikker ud fra den stribede T-shirt.

Kvinden er klippet i en mørk page. Også hun er klædt i jeans. Forskellen er den velformede røv. Hendes T-shirt er grålig, og et læderbælte anes i taljen. Kvinden stikker sin overkrop ind i skabet, mens pigen svagt ryster på hovedet og står ubevægelig. Med mellemrum lægger hun sine lange tynde arme om sin mave, som om hun frøs.

Kvinden dukker frem fra skabet, ser skarpt på pigen, og bøjer sig så ned efter sin håndtaske på gulvet.

En stribe gråligt sollys finder vej gennem vinduet og lægger sig bølgende over vattæpperne. Støvkorn falder i striben.

-

Der ligger en sammenrullet slange under trappen op til første sal. En svag lyd af spillemaskiner høres deroppefra. Det er en velvoksen slange, svagt sølvgrå med mørke partier. Den ligger rullet sammen som en klæg kransekage med hovedet let hvilende på toppen. De ravgule øjne lyser i mørket, mens den våger over arkaden.

Der har til dags dato ikke været oplysninger om at den har hugget efter nogen. Alligevel går rengøringsfolkene udenom den, når de mopper arkaden i den stille time mellem 3 og 4.

-

Lulu har sin butik i den tredje skuffe i kommoden. Den store kommode, som vender ud mod torvet. Den er lige så høj som en ranglet teenagedreng med blytunge skuffer og hemmelige bunde. Den glinser i mørkt træ, og ingen ved, hvor den kommer fra, men nu er den Lulus.

Hvor Lulu kommer fra, er heller ikke helt klart. Hun siger, at hendes forfædre dyrkede Voodoo på Jamaica.

Skuffe nummer tre er nu meget reel, og butikken har åbent, når Lulu er hjemme. Også om natten. Så høres tre små rap på siden af kommoden. Et dybt suk lyder fra Lulu, som langsomt ruller sin fede krop i oprejst position. Handlen foregår hurtigt og lavmælt.

Få minutter senere høres på ny et dybt suk fra Lulu, når kroppen rammer madrassen på gulvet med et slask.

-

Det massive oliefyr står i kælderen. Det er ikke helt almindeligt. Højden alene gør forskellen. Det brummer og hvæser hver fjerde time, og alting ryster, hvis ikke brændstoftilførslen er regelmæssig. Det store ildelugtende rum er arkadens hjerte. Her huserer smeden og lappen. Det har de gjort lige så længe nogen kan huske. Smeden hamrer og banker, mens lappen sutter slanger.

Indviklede gange omgiver hjertet. Damp ligger langs loftet i snørklede mønstre, og ikke nærmere navngivne dyr bor i hjørnerne. Man skal ikke gå forkert. Der er nu heller ikke mange, der kommer i kælderen. Ikke engang direktøren for arkaden. Han sender breve med eksotiske frimærker, når han skal orientere hjertet. Det passer smeden og lappen udmærket. De er ikke meget for jakkesæt. De vil hellere skrue og sutte.

Og sådan tager den ene dag den anden, mens bæstet brummer og hvæser.

-

Torvet er rektangulært. Der er ingen vinduer, kun et dæmpet lys. Det store springvand i midten har sin egen rytme af sekvenser i døgnets løb. Det er tilpasset publikum. Om formiddagen springer det i små elegante loops, som får de små i klapvogne til at hvine. Sent på aftenen falder vandet i glitrende kaskader, som invitation til kys.

Torvet er arkadens samlingspunkt. Her kommer alle forbi, i større eller mindre utilpasset grad. Som klicheer af skibe passerer de hinanden, giver plads, støder sammen, eller læner sig ærme mod ærme med små forsigtige smil.

-

De fylder hele gangens bredde med deres lange hjemløse lemmer og knækkede stemmer. De ligner hinanden. Samme forpjuskede hårtotter, klare øjne bag tykke brilleglas og bukser, der stumper. De ler og skubber i et ældgammelt ritual. Alle er bevæbnede med firkantede skumgummipuder uden betræk.

På de skingre stemmer kan man forstå, at gruppen er på vej i biografen, som også ligger i Arkaden. Måske er der nøgne damer. Stemmerne knækker, og ivrigt viftende med skumgummipuderne, er de hurtigt væk.

Gangen ligger igen øde hen. En duft af billig deo og fodsved hænger langs væggene.

-

Den eneste lyd der høres i rummet med de tre skrivemaskiner er en stille hvæsen, når linjen skifter. De tre mænd har sparsom hårvækst. De taler ikke sammen. Enhver passer sit, og pauserne bruges ved spillemaskinerne længere nede ad gangen.

Rummet er ørkesløst, tobaksgulnede vægge og indfaldent møblement. Det grønternede linoleum er slidt i pletter. En glemt kaffekop samler skind på gulvet i det fjerneste hjørne. Her er ingen vinduer, og døren giver sig lidt, når man åbner den. I gamle dage måtte man ryge herinde. Det må man ikke mere.

-

1. udkast, måske…

Så kan I lære det

Nu er samfundsmæssige kommentarer jo ikke det, jeg mest skriver om, men her er lidt alligevel, både som form og indholdsmæssigt eksperiment

Og så er det jo den 8. marts…

-

I prædiker evig ungdom

med Botox stivnede smil

I stiller jer til doms

uden at vide

I træder på medmennesket

mens I messer næstekærlighed

I taler ihjel

med lukkede ører

I sætter alt på rigide formler

Mens I lovpriser Mindfullness

-

I trækker sandhed ned over os

vi æder det råt

som lemminger uden afgrund

-

10 år yngre på 10 uger

Franske kvinder bliver aldrig fede

Kernesund familie – sådan

Bryd vanen og nå dine mål

Plus-alderen

Bitz din sundhed

Hvordan synes du selv det går

Flad mave for altid

Nu handler det om mig

Lene Hanssons greatest hits

Når mor er på skrump

Dine syv holotyper

-

men I ender som stivnet fårefedt

på en tallerken fra halvfjerdserne

Malagasy blues

Har været en tur på Madagascar, så her er en lille tekst samling fra turen;

—–

Mit syn blev væk

Min kuffert blev væk på vejen, kom vel aldrig længere end til rullebåndet

i den lå mit syn pakket i en Teva sandal

-

Velkommen til Afrika

hvor den lokale optiker er manden på gaden

med solbriller, made in China

hængende på et faldefærdigt hegn

så verden blev til en meters penge

-

Lavede skildpaddefinten

stak så forsigtigt en tå i det varme vand

mens jeg overvejede havbundens beskaffenhed

er her hajer eller søpølser

-

Sad i det sparsomme aftenlys med næsen i en ternet blok

købt for 3500 penge i en bod

tegnede skolemønstre

mens jeg ventede på ordene og det indre syn

som det så fint hedder

-

Da ordene endelig kom, var de fulde af had, pingviner og min gamle mor

skrev dem ud i små tern

fyldte det gamle år op med slagger og affald

mens jeg mumlede om påduttet pædagogik

opøv dine andre sanser

Pladder, hvad ved de om at se

-

I nattens mørke var alle lige

lå med vidtåbne øjne og ventede

men visionen udeblev

eller også havde jeg svedt den ud

tidligere

i tern

—–

Nytårsdag

middagshedens blege spejl

raslende palmefingre

vand over sorte sten

hvid væg og grøn gekko

-

højtid klædt i trommer og stål

de undertryktes fridag

ingen skinny ballerinaer her

-

viften i taget snurrer

et fortidsekko

tid at springe på ny

fra halens skæl

til et øre

måske

—–

Nogen har slukket for strømmen

ligger her i min hede puppe

strømmen er væk

igen

fjerne lyde af gekko og generator

mørket opløser det kendte

piller fernis af kvinder i pels

hvor er min e-mail, mit internet og min mobil

mit liv dur ikke

når strømmen er væk

eller er det mørket, der gør det

prøver at huske mine ord

mens en kaldende kat går forbi ude i stoffet

hvad nu med den kolde rom i fryseren

hører vagtmanden snorke let på verandaen

hvem passer nu på

ord om fred og kærlighed blegner her

ingen overskudsproduktion af velfærd

myggenettet omvikler mig som en kokon

jeg skal tisse

famler mig vej i det ufremkommelige

bander, da jeg slår min tå på døren

er det fremskridtet, civilisationen

at vi stadigvæk fumler rundt

iførte krøllede støttestrømper

-

Mine ord er fra lyset

en natlig reminiscens

fra timer med bankende hjerte og store ører

skrevet med kaffe i koppen

og generator normalitet

—–

Torden

Jeg var bange i nat

før lynet havde blinket, slog de ned

bragene

gik gennem marv og ben

opløste sengens fundament

lå med min pude over hovedet og fingrene i ørerne

-

Undskyld, var det min fejl

at naturen rasede

har jeg åndet for meget

eller bla, bla, bla

-

er det sådan at sidde i et beskyttelsesrum

og vente på granatregn

en menneskelig torden

-

mine bogstaver fylder linjer

rædsel for det tilfældige

prøver at betvinge den med lys og en blå blyant str 2B

rationalet bortforklarer

men granathylstrene ligger der stadig

-

nu lyner det igen

mod nord

mod syd

mod vest

men aldrig mod øst

-

får det aldrig ende

—–

Mine dage

Mine dage går med at vente

det er måske ikke helt sandt

der er også dage, hvor jeg roder i min fortidsnavle

men mest venter jeg

nuanceret

synes jeg selv

-

jeg har indhyllet mit liv i et patchworktæppe

små hæklede firkanter af håb

navnlig den lyseblå er fremherskende

-

tro ikke at jeg ikke arbejder på sagen

listen er uendelig

som et brunt læderbælte med for mange huller

snor den sig ind i fremtiden

-

er nået til punkt 17

ordenes kunstgreb

-

kan I noget, små sorte bæster

kan I skaffe mig min kuffert

mine briller

og hvad med mit liv

nu vi er i gang

eller er I mest leveringsdygtige i mere ligegyldig venten

-

i morgen

i morgen bliver alting bedre

-

men det er i dag vinden blæser, myggene bider og heden trænger ind i knoglerne

—–

Et manifest

Har læst så meget om manifester

i Poetisk Modernisme

nu er det være tid for egne rester

-

jeg agter at hæge mig fast i slangens skæl

til jeg har set det hele

dernæst at råbe svar af karsken bælg

-

at sigte efter et hoved

aldrig være tilfreds med en hæl

opgive alt hvad jeg troede

-

at springe ned i dybet

danse med kaos

og sove stille med krybet

-

Note:

Gammel ægyptisk tænkning benytter sig af Ouroboros som begreb for cirkulær evighed

Spræt op

spræt stråleglansen op

smid paraplyen og stå med bart hoved i de høje græsstrå

grav mor ud af leverpostejen

sav benene af dine dukkehuse

-

stil fire glas op på række

skyd dem ned

kaffen hyler i sprækken

-

blødende fingre rører i sovsen

støv danser, forklædt som alfer

du går nøgen i slangeskind

-

blomsterenge rødmer

mislykket himmel

ly til fragmenterede sjæle

forslåede knæ heler

-

orme stikker fra hovedpuden

piskefløden falder på gulvet

ret dig op i englehøjde

og lad flåten sidde i låret

-

sluk så sol i striber

mens blikket hviler på den samme plet på væggen

Bretagne

tysk stilhed

sitrende motorveje med ensomme borge

-

og så

uendelige rækker af bautasten

solbeskinnede østersklipper

med fred i gummistøvler

-

ærkeenglen Mikael lyser i sandet

det er lavvande

-

kohovedpaté og flûte i marcipan

luftige kirkespir

og blomstrende rundkørsler

-

blomkål og artiskok

skaldyrs hjemmebane

lav sol over Chaussey sten

Revner

Revner

Det handler om blå diamanter, jeg lægger i brevet

Fantasiens greb om hjertet

Cornflakes til morgenmad

Brosten, som suger blikket

____

Mus og ørn sad på hver sin side af sprækken. En sur stank af svovl bøvsede op fra dybet.

Ørn glattede sine fjer med en let irriteret bevægelse.

”Er det ikke snart tid?”

Mus smilede overbærende og trak på skuldrene. Han var iført sit fineste søndagstøj med nypudsede seler.

Ørn var bare ørn.

En tynd rystelse bølgede ud fra sprækken. Ild kunne anes.

”Når det røde slikker dine kløer, er det tid”, sagde mus med sin pibe stemme.

Ørn lod som ingenting.

Stilhed fyldte sprækken. Jorden bøvsede.

Mus og ørn blev færdige med at nette sig, og stirrede ned i sprækken. Det røde rakte fangarme op mod den takkede kant.

Ørn veg instinktivt lidt tilbage. Mus stirrede på ham med sine små knapøjne. Ørn mumlede lidt, og genoptog så sin position med kløerne hængende ud over kanten.

Jorden rystede igen, og sprækken udvidede sig en fraktion. En rød arm slog op i lyset.

Det var tid.

Ørn foldede sin ene vinge ud og lod den glide ud over sprækken. Mus rejste sig og lod sin hale sno rundt om et par tilbudte svingfjer.

De så på hinanden, nikkede og var væk.

En lille grå fjer og et selespænde lå tilbage på kanten.

Jorden bøvsede.

____

Rummet er tyst. Det er dets fornemste kvalitet.

De hvide musselin gardiner er gulvlange. De sitrer af støv, når vinden en sjælden gang når dem.

Rummet er også næsten tomt. Men det er en sekundær kvalitet.

Det ikke-tomme består i æbleskroget på gulvet. Det var Ingrid Marie.

Det er her nåden lander med et lille smæld.

Otto har fået sin egen blog !

Otto vil gerne have sin egen blog, det er hermed sket !

Du finder os her:

http://pingvinenotto.wordpress.com

Vi håber at du fortsat vil følge med i vores eventyr

Otto, del 9

Jeg så ned. Bogen var i et ukendt format, en krydsning mellem A4 og A3, næsten kvadratisk. Den lugtede af vellagret skind og var kantet med falmet bladguld. Men billederne var der ikke noget falmet over, de skinnede og strålede, som var de malede i går. Men hov, vent lidt. De bevægede sig og ændrede sig under mit blik. Nye billeder kom til syne, for så at blive afløst af andre.
“Variable hologrammer”, sagde Archibald. “De er også tidsuafhængige, men viser et relevant tværsnit”.
Billederne var fulde af ørken, hengemte bogruller, azurblå himmel, oase spejlinger og noget, der lignede en kæmpemæssig glitrende slange. Jeg mærkede et sug i maven. Hvorfor havde de sådan grint af det ? Men før jeg kunne nå at spørge, flappede Otto én gang og hoppede ned fra bordet, bukkede for Archibald og sagde:
“Kom så menneskebarn, bussen kommer om lidt. Sig nu farvel til Archibald.”
Forvirret rettede jeg mig op og så på Archibald. Han smilede, rejste sig op og tog et skridt rundt om skrivebordet hen imod mig. Så løftede han min ene hånd op til sine læber og berørte den let, mens gløden ulmede.
“På gensyn”, lød det fra den dybe stemme, og han slap blidt min hånd.
Otto var allerede begyndt at gå, så jeg fulgte hurtigt efter. Nede ved døren stod min rygsæk og ventede tålmodigt. Jeg svingede den op på skulderen og så mig tilbage. Det mørke hoved var bøjet over en høj stak papirer på skrivebordet. Gad vide om jeg nogensinde ville se ham igen ?
Otto skøjtede lystigt ned af mahogni gangen, mens jeg fulgte efter i et mere moderat tempo. Det var blevet varmere, mens vi havde spist pandekager og besøgt Archibald. Jeg svedte i min fløjlsskjorte.

Da vi kom ned til hjørnet drejede Otto til venstre væk fra den bløde plæne og hen mod en stor allé, flankeret af høje cypresser. Han gik hurtigt, faktisk småflappede han lidt, og jeg havde nok at gøre med at følge med. Gruset var friseret og raslede under mine fødder. Og minsandten om ikke et busstoppested af den klassiske slags stod og lunede sig op af et stort hav af bølgende påskeliljer. Min yndlingsblomst. Jeg kan se på deres frimodigt nikkende hoveder i timevis, men i det samme kom den gule bus ned af alléen. Nummer 33.
Jeg kiggede ned på Otto, han smilede skævt og gjorde klar til at hoppe op i bussen. Jeg fandt mit gule klippekort frem, og så gentog vi hele proceduren med hop, flap og klip. Vi sad igen på det næst nederste sæde. Der var ikke flere passagerer og ikke flere stoppesteder..
Bussen slog en blød bue forbi den store herregård med plæner og springvand. Næsten umærkeligt gled vi ind i den grå velour tåge.
Vi kørte en rum tid i intetheden, og så drejede Otto sin lille, pelsklædte krop om mod mig og sagde:
“Det var en herlig tur. Dejligt du ville med. Næste gang vi mødes i busskuret tager vi til side 427.” Han flappede lidt op og ned af min arm, og jeg følte mig sært rørt.
Jeg kiggede lidt rundt i bussen, den så dejlig normal ud. Der sad tyggegummi fast på listen ved vinduet, og et stykke ispapir lå på gulvet. Jeg tænkte lidt over det hele, Otto, forhænget, plænen og Archibald. Tænkte på hans mørke, glødende øjne og hans mærkelige ord om det tidsubegrænsede og 1469 på én gang.
Pludselig gav Otto mig et lille puf,
“Nu skal du vist af”, sagde han. Jeg så ud af vinduet. Igen var tågen umærkeligt bølget forbi bussen, og vi var lige drejet om hjørnet ved gården. Jeg trykkede på knappen. Det sædvanlige lille smæld lød. Bussen sagtnede farten, og jeg rejste mig op, tog rygsækken på og vendte mig om mod Otto.
“På gensyn”, sagde vi i munden på hinanden, og så stod jeg igen i det kølige dagslys ved busskuret. Bussen lukkede de gule døre og satte sig i bevægelse. Det sidste jeg så af Otto var en sort og hvid flap, som vinkede.
Jeg trak vejret dybt og begyndte at gå ned af vejen.

Det var så første afsnit i sagaen om Otto ! Håber du vil læse med, når vi tager til side 427

Otto, del 8

Archibald smilede. Han havde ventet på spørgsmålet.
“I det tidsuafhængige perspektiv har du været her mange gange før.”
Otto flappede bekræftende.
Jeg tænkte lidt over hvor nemt og naturligt det havde føltes at stå af bussen sammen med Otto.
“Man kalder også stedet her “Eventyrenes holdeplads og nysgerrighedens opfyldelse.” Archibalds dybe stemme ramte et punkt langt inde, som nu bevægede sig svagt. Jeg følte længslen efter at tage min kaffekop og bevæge mig længere ind i bibliotekets rum – at stå ved en trappestige og vente på, hvilken bog, der ville sno sig hen til kanten af reolen og langsomt dumpe ned i min hånd. En længsel efter at sætte mig i en blød lænestol og lade eventyret udfolde sig. At forstå lidt af verdens lim, af substansen og sammenhængen. Mærkede glæden vælde op som et lille målrettet springvand.
Otto og Archibald sagde ikke noget, men fulgte opmærksomme med i de forskellige følelsers gang hen over mit ansigt.
“Her, tag en dadel”. Archibald skubbede sin tallerken hen mod mig.
Jeg tog en lettere fedtet klump op og proppede den i munden. Den søde smag ovar overvældende.
Otto flappede mig på låret.
“Så, menneskebarn, fald nu ikke helt i staver, vi skal videre. Nu har vi jo fået pandekager”.
Archibald smilede og rejste sig, mens Otto hoppede ned fra stolen. Brokaden var gennemblødt. Jeg lagde min serviet henover, måske kunne den opsuge lidt af væden. Så fulgte jeg efter. Otto forsvandt mellem rækkerne, mens Archibald gik tilbage til sit skrivebord.

“Sid ned”. Archibald pegede på en bred stol i flammende rødt fløjl, som stod for enden af valnøddebordet. Jeg satte mig ned og måtte bare lade mine fingre glide hen over den blanke overflade. Jeg gøs af velvære, sådant et sted kunne man arbejde og tænke i en evighed. Så Archibalds blik følge mine fingres dans, men han sagde ikke noget.
Tusinde spørgsmål trængte sig på. Hvad nu ? Men vi sad i tavshed indtil Otto vendte tilbage med en stor, smukt indbundet bog i sine flapper.
“Her er den, den havde forputtet sig på hylden for damestøvler”, sagde han og daskede bogen let. Et noget støvet fnis kvitterede. En fnisende bog med hang til damestøvler, hmm.
Archibald åbnede en skuffe og tog en stor, grøn sten frem. Han drejede den et par gange i sine hænder, og så lyste tallet 427 pludselig med blinkende guld cifre. Otto var i mellemtiden hoppet op på skrivebordet og sad nu og flappede, mens han holdt på bogen.
“Side 427, så gerne”, lød det inde fra bogen, og så begyndte siderne at rulle. De var som en bølge, der folder sig ud. Otto rykkede sig lidt, og bogen åbnede sig og blev stille.
Et mørkt og et pelset hoved bøjede sig simultant over siderne, og et kort sekund var alt roligt, så eksploderede de i latter. Og de blev ved. De grinede, så tårerne sprøjtede. Spørg lige om jeg følte mig en anelse udenfor. Hørte kvalte halve sætninger som: “Nej, ikke flere bøger”, og “det var vel at forvente”.
“Kom og se, menneskebarn”, fik Otto til sidst klemt ud mellem sine latteranfald. Jeg rejste mig op og gik hen ved siden af ham.
Archibald så op, gløden var der stadig, men var nu mildnet af latter.
“Her er jeres første tur”, sagde han og pegede ned i bogen.