Revner
Revner
Det handler om blå diamanter, jeg lægger i brevet
Fantasiens greb om hjertet
Cornflakes til morgenmad
Brosten, som suger blikket
____
Mus og ørn sad på hver sin side af sprækken. En sur stank af svovl bøvsede op fra dybet.
Ørn glattede sine fjer med en let irriteret bevægelse.
”Er det ikke snart tid?”
Mus smilede overbærende og trak på skuldrene. Han var iført sit fineste søndagstøj med nypudsede seler.
Ørn var bare ørn.
En tynd rystelse bølgede ud fra sprækken. Ild kunne anes.
”Når det røde slikker dine kløer, er det tid”, sagde mus med sin pibe stemme.
Ørn lod som ingenting.
Stilhed fyldte sprækken. Jorden bøvsede.
Mus og ørn blev færdige med at nette sig, og stirrede ned i sprækken. Det røde rakte fangarme op mod den takkede kant.
Ørn veg instinktivt lidt tilbage. Mus stirrede på ham med sine små knapøjne. Ørn mumlede lidt, og genoptog så sin position med kløerne hængende ud over kanten.
Jorden rystede igen, og sprækken udvidede sig en fraktion. En rød arm slog op i lyset.
Det var tid.
Ørn foldede sin ene vinge ud og lod den glide ud over sprækken. Mus rejste sig og lod sin hale sno rundt om et par tilbudte svingfjer.
De så på hinanden, nikkede og var væk.
En lille grå fjer og et selespænde lå tilbage på kanten.
Jorden bøvsede.
____
Rummet er tyst. Det er dets fornemste kvalitet.
De hvide musselin gardiner er gulvlange. De sitrer af støv, når vinden en sjælden gang når dem.
Rummet er også næsten tomt. Men det er en sekundær kvalitet.
Det ikke-tomme består i æbleskroget på gulvet. Det var Ingrid Marie.
Det er her nåden lander med et lille smæld.
Explore posts in the same categories: Digte, Kort prosa
