Malagasy blues

Har været en tur på Madagascar, så her er en lille tekst samling fra turen;

—–

Mit syn blev væk

Min kuffert blev væk på vejen, kom vel aldrig længere end til rullebåndet

i den lå mit syn pakket i en Teva sandal

-

Velkommen til Afrika

hvor den lokale optiker er manden på gaden

med solbriller, made in China

hængende på et faldefærdigt hegn

så verden blev til en meters penge

-

Lavede skildpaddefinten

stak så forsigtigt en tå i det varme vand

mens jeg overvejede havbundens beskaffenhed

er her hajer eller søpølser

-

Sad i det sparsomme aftenlys med næsen i en ternet blok

købt for 3500 penge i en bod

tegnede skolemønstre

mens jeg ventede på ordene og det indre syn

som det så fint hedder

-

Da ordene endelig kom, var de fulde af had, pingviner og min gamle mor

skrev dem ud i små tern

fyldte det gamle år op med slagger og affald

mens jeg mumlede om påduttet pædagogik

opøv dine andre sanser

Pladder, hvad ved de om at se

-

I nattens mørke var alle lige

lå med vidtåbne øjne og ventede

men visionen udeblev

eller også havde jeg svedt den ud

tidligere

i tern

—–

Nytårsdag

middagshedens blege spejl

raslende palmefingre

vand over sorte sten

hvid væg og grøn gekko

-

højtid klædt i trommer og stål

de undertryktes fridag

ingen skinny ballerinaer her

-

viften i taget snurrer

et fortidsekko

tid at springe på ny

fra halens skæl

til et øre

måske

—–

Nogen har slukket for strømmen

ligger her i min hede puppe

strømmen er væk

igen

fjerne lyde af gekko og generator

mørket opløser det kendte

piller fernis af kvinder i pels

hvor er min e-mail, mit internet og min mobil

mit liv dur ikke

når strømmen er væk

eller er det mørket, der gør det

prøver at huske mine ord

mens en kaldende kat går forbi ude i stoffet

hvad nu med den kolde rom i fryseren

hører vagtmanden snorke let på verandaen

hvem passer nu på

ord om fred og kærlighed blegner her

ingen overskudsproduktion af velfærd

myggenettet omvikler mig som en kokon

jeg skal tisse

famler mig vej i det ufremkommelige

bander, da jeg slår min tå på døren

er det fremskridtet, civilisationen

at vi stadigvæk fumler rundt

iførte krøllede støttestrømper

-

Mine ord er fra lyset

en natlig reminiscens

fra timer med bankende hjerte og store ører

skrevet med kaffe i koppen

og generator normalitet

—–

Torden

Jeg var bange i nat

før lynet havde blinket, slog de ned

bragene

gik gennem marv og ben

opløste sengens fundament

lå med min pude over hovedet og fingrene i ørerne

-

Undskyld, var det min fejl

at naturen rasede

har jeg åndet for meget

eller bla, bla, bla

-

er det sådan at sidde i et beskyttelsesrum

og vente på granatregn

en menneskelig torden

-

mine bogstaver fylder linjer

rædsel for det tilfældige

prøver at betvinge den med lys og en blå blyant str 2B

rationalet bortforklarer

men granathylstrene ligger der stadig

-

nu lyner det igen

mod nord

mod syd

mod vest

men aldrig mod øst

-

får det aldrig ende

—–

Mine dage

Mine dage går med at vente

det er måske ikke helt sandt

der er også dage, hvor jeg roder i min fortidsnavle

men mest venter jeg

nuanceret

synes jeg selv

-

jeg har indhyllet mit liv i et patchworktæppe

små hæklede firkanter af håb

navnlig den lyseblå er fremherskende

-

tro ikke at jeg ikke arbejder på sagen

listen er uendelig

som et brunt læderbælte med for mange huller

snor den sig ind i fremtiden

-

er nået til punkt 17

ordenes kunstgreb

-

kan I noget, små sorte bæster

kan I skaffe mig min kuffert

mine briller

og hvad med mit liv

nu vi er i gang

eller er I mest leveringsdygtige i mere ligegyldig venten

-

i morgen

i morgen bliver alting bedre

-

men det er i dag vinden blæser, myggene bider og heden trænger ind i knoglerne

—–

Et manifest

Har læst så meget om manifester

i Poetisk Modernisme

nu er det være tid for egne rester

-

jeg agter at hæge mig fast i slangens skæl

til jeg har set det hele

dernæst at råbe svar af karsken bælg

-

at sigte efter et hoved

aldrig være tilfreds med en hæl

opgive alt hvad jeg troede

-

at springe ned i dybet

danse med kaos

og sove stille med krybet

-

Note:

Gammel ægyptisk tænkning benytter sig af Ouroboros som begreb for cirkulær evighed

Explore posts in the same categories: Digte, Kort prosa

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.